
Vedtægter
§1. Navn & hjemsted.
Bådelaugets navn er Thissinghus Bådelaug, Morsø Kommune
Bådelaugets hjemadresse er hos den til hver en tid værende formands privatadresse.
§2. Bådelaugets formål.
Bådelauget skal varetage medlemmernes interesser, både internt og eksternt, herunder etablering af ny bådebro.
§3. Medlemmer.
Som aktivt medlem i Bådelauget kan optages alle enkeltpersoner med bådplads i havnen, max. 2 pr. båd.
Ligeledes kan personer, med egen båd som kræver brug af slæbested til søsætning samt optagning også optages som aktive medlemmer med stemmeret, max. 2 pr. båd.
Personer på venteliste, samt personer med anden tilknytning til havnen, kan optages som passive medlemmer, uden stemmeret.
§4. Generalforsamling.
Bådelaugets højeste myndighed er generalforsamlingen.
Bestyrelsen eller mindst 10 % af medlemmerne, dog mindst 5 medlemmer, kan indkalde
til generalforsamling.
Bådelauget ordinære generalforsamling afholdes hvert forår inden udgangen af marts måned.
Generalforsamlingen indkaldes ved brev til samtlige medlemmer senest d. 1. februar med
angivelse af tid og sted samt foreløbig dagsorden.
Indkaldelsen skal indeholde information om at eventuelle forslag fra medlemmerne, som ønskes behandlet på denne generalforsamling, skal indsendes skriftlig til formanden senest 15. Februar.
Senest 1 uge før generalforsamlingen udsender Bestyrelsen en endelig dagsorden til samtlige medlemmer.
Generalforsamlingen er herefter beslutningsdygtig.
Generalforsamlingen er ikke åben for personer der ikke er medlem af Bådelauget og eventuelle gæsteinvitationer foretages skriftligt af bestyrelsen.
På generalforsamlingen har alle Bådelaugets aktive medlemmer 1 stemme, dersom medlemmet ikke er i ulovlig restance.
Stemmeretten udøves af medlemmerne ved fremmøde på generalforsamlingen, eller af en myndig person, som medlemmet skriftligt har givet fuldmagt hertil, såfremt medlemmet ikke er i ulovlig restance til Bådelauget.
Afstemningen på generalforsamlingen foregår ved håndsoprækning.
Dirigenten kan dog vedtage at en afstemning skal fortages skriftlig.
Alle beslutninger bortset fra vedtægtsændringer, afgøres ved almindelige stemmeflertal.
Den ordinære generalforsamling afvikles med minimum følgende dagsorden:
- Valg af dirigent.
- Bestyrelsens beretning.
- Fremlæggelse af revideret regnskab.
- Budget, herunder fastsættelse af kontingent.
- Valg af bestyrelsesmedlemmer.
- Valg af suppleanter.
- Valg af revisorer.
- Indkomne forslag.
- Eventuelt.
Når bestyrelsen eller mindst 10% af medlemmerne, dog mindst 5 medlemmer,
finder anledning hertil kan der indkaldes til ekstraordinær generalforsamling efter
følgende regler:
Den ekstraordinære generalforsamling indkaldes ved brev til samtlige medlemmer med mindst
14 dages varsel, indeholdende information om tid og sted samt dagsorden.
Ønskes der indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling, skal ønsket fremsættes overfor formanden, der har pligt til at indkalde til generalforsamling snarest muligt.
§ 5. Bestyrelsen
Bådelauget tegnes udadtil af formanden og næstformanden i forening.
Bådelauget ledes i det daglige af en bestyrelse på 5 personer som vælges af og blandt de stemmeberettigede på generalforsamlingen.
Bestyrelsens medlemmer vælges for 2 år ad gangen, således at der på skift afgår henholdsvis 2 og 3 medlemmer. Ved det første valg er 2 af medlemmerne kun valgt for 1 år.
Bestyrelsen konstituerer sig selv og fastsætter selv sin forretningsorden.
Bestyrelsen afholder møder i nødvendigt omfang og træffer herunder de nødvendige beslutninger på foreningens vegne. Sager af betydelig økonomisk art skal dog forelægges generalforsamlingen til godkendelse forinden udførelse.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 3 medlemmer er til stede.
Beslutninger træffes ved almindelig stemmeflertal blandt de fremmødte.
Over bestyrelsens møder føres en protokol, som ligeledes omfatter generalforsamlingen. Beslutningsreferater skal udsendes til medlemmerne.
Mindst to gange årligt udsendes skriftligt information vedr. eventuelle møder eller anden aktivitet til medlemmerne. (evt. e-mail)
.
Bestyrelsen fører medlemsliste, samt opkræver kontingent.
§ 6. Regnskab og Revision.
Bådelaugets regnskabs år følger kalenderåret.
Bådelaugets regnskab føres af kassereren i samarbejde med et pengeinstitut.
Medlemmernes kontingent, der på grundlag af de forventede udgifter for det kommende år, fastsættes af generalforsamlingen, forfalder d 1. Marts.
Regnskabet revideres af 2 af generalforsamlingen valgt revisorer.
§ 7. Ændring af Vedtægter m.v.
Nærværende vedtægter kan ændres af generalforsamlingen under forudsætning af, at mindst halvdelen af aktive medlemmer er repræsenteret, og at mindst 2/3 af stemmerne er for ændringsforslaget.
Hvis halvdelen af aktive medlemmer ikke er repræsenteret på generalforsamlingen, kan forslaget uanset fremmøde på en ekstraordinær generalforsamlingen inden 3 måneder vedtages med 2/3 stemmeflertal, af fremmødte aktive medlemmer.
§ 8. Opløsning af Bådelauget.
Bådelauget kan kun opløses ved en generalforsamling eller ekstraordinær generalforsamling.
Bådelaugets evt. midler anvendes efter generalforsamlingens anvisning.
Vedtaget på Ekstraordinær Generalforsamling
den 16 – 4 - 2009
Senest opdateret (Fredag, 04. februar 2011 09:03)